Hvorfor er jeres indsats vigtig lige nu?
Det er den fordi, at intet kommer at intet. Forandring kommer altid, når vi gør noget, når vi for alvor sætter ind. Før Boss Ladies var der bare en flad kurve på optaget af kvinder på de byggetekniske uddannelser. Vi har, sammen med vores mange samarbejdspartnere, øget optaget af kvinder på de her uddannelser. De skoler, som arbejder i dybden med diversitet, har endda fordoblet deres optag af kvinder, fx på Herningsholm. Det kan godt være, vi har nogle fastlåste systemer, men det handler faktisk bare om at lave en strategi og rykke på den.
Hvorfor har du personligt valgt at gøre noget ved diversiteten?
Det har jeg, fordi jeg altid har været optaget af ligestilling, og så mødte jeg nogle kvindelige håndværkere og havde en dialog med dem og deres rejse ind i fagene. Og gennem det blev deres udfordringer tydelige for mig – det var af en helt anden kaliber end noget, jeg havde hørt i nogen andre brancher. Det kom fuldstændig bag på mig, og når det gjorde det, så vidste jeg, også at mange andre heller ikke havde hørt om det. De var helt alene med deres udfordringer og det ville jeg ændre på! De her kvinder var seje – nogle ægte boss ladies – og de var stadigvæk i branchen på trods af, hvad de har været igennem.
- Nina Groes, direktør Divérs/Boss Ladies