Hvad vil du anbefale andre arbejdsgivere at gøre for at fremme en mere ligelig repræsentation af kvinder og mænd i håndværksfagene?
Det er simpelt: Virksomhedslederne må gå foran. På samme måde som vi har gjort det med fx rygning og alkohol. Vi må gå forrest og sige: Nu stopper den kultur, som i nogle tilfælde har været meget seksualiseret og diskriminerende overfor kvinder. Det er en anden tid nu, og de unge forventer mere af os. Man skal bare se at komme i gang, og hos os har vi set, at det faktisk viste sig at være pærenemt.
Som en positiv sideeffekt kan man se, at der er kommet en bedre tone på byggepladserne, efter vi har taget flere kvindelige lærlinge ind. I den forbindelse hørte jeg en sød historie fra en kvindelig lærling: Hun var kommet på arbejde mandag efter at have været til bryllup hos en veninde i weekenden. Ugen inden havde hun til frokost fortalt om, at hun skulle til bryllup, og at hun var i tvivl om, hvilken kjole hun skulle have på. Til frokosten den følgende mandag sidder der i skurvognen en grov tømrer-type og han spørger hende: Hvordan gik det så med kjolen? Selv de her folk, der kan ligne en karikatur af en gammeldags håndværkertype, er faktisk også interesserede i, hvordan det gik i kjolen.
Sådan en historie gør mig glad og giver håb for fremtiden på sin egen stille og rolige måde. Og det viser også, at man ikke behøver at tone sig ned for at passe ind, man kan faktisk bare være sig selv.
- Martin Skou Heidemann, ejerleder Skou-Gruppen A/S